Når der opstår konflikter mellem hinanden, er det ofte misforståelser for noget uforstående, normer, generaliseringer, fordomme, fortolkninger, livshistorier der spiller ind. Er vi lydhøre over for relative kulturbestemte moralske normer og idealer lægger det til grund for både ens egen og den andens væremåder og handinger. Det kan opleves som tavse eller uudtalte fordi det sker af vane. Vi gør jo som vi plejer, og på den måde binder normerne sig til os, ubevidst, hvis vi ikke tænker over det. På den måde sætter normerne individuelle og ideologiske valg nogle perspektiver på os selv og hinanden. I den forbindelse kan fjernbilleder som fordomme komme frem og når vi tingsliggør vores medmennesker ´reducerer vi dem til en kategori og på en måde opløser det levende og medmenneskelige´. Det gøres når vi kategoriserer forholdet som dem og os, leder og medarbejder, læge og patient, pædagog og borger, reducerer vi dem til noget indenfor en kategori. I det omsættes normer til holdninger og bliver det blik, der former det andet menneske ubevidst. Det kan lukke af eller åben op og gøre deres verden lys eller mørk, med Løgstrups ord:
” Med den blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilket vidde og farve den andens verden får for ham selv er jeg med til at bestemme med min blotte holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorierne eller anskuelsen, men ved min blotte holdning “
Vi kan ikke undgå, at den kultur, vi er en del, af farver begge parters skikkelse, og i nogle tilfælde er en diagnosticering nødvendigt for den rettte behandling, trods det kan indebære en potentiel stigmatisering og objektgørelse, der kan forme subjektet. Diagnoser er generaliserende kategorier, der er vejlendede for en specifik behandlingsindsats eller tilgang, men viser aldrig det hele menneske og de enkelte behov, dette menneske har.
Det er den udlevering, som borgerens selvudlevering i mødet med den professionelle at Løgstrups berømte metafor, om “at stå med det andet menneskets liv i sine hænder” får betydning. Det kan være en lille ting, noget forbigående eller en person, der former det andet menneske, der får et udtryk i den andens liv. Det er der vi tager et etisk ansvar, et næretisk “tjek”, ved at lytte til borgernes sprog, tone, kropsholdning, være lydhøre, for i den kendsgerning, hvori vi udlevere os selv, er vi levende foretagsomme væsner, der føler og mærker emotioner ud fra adfærd og opførsel, vi møder. Det er en grundlæggende forudsætning, at den professionelle kan fornemme og se det, der skal tages vare på, som den sårbarhed, der kalder på at blive varetaget med omsorg. Med Løgstrups ord kan vi gøre os bevidste om den form, vi giver det andet menneske.
De kulturhistoriske normer og idealer bygger altså på det vi “ved”, som vi alligevel ikke “ved”, lidt som en tavs viden, der lægger som et erfaringsgrundlag i kroppen. Erfaringsgrundlaget gør at vi ubevidst handler som vi gør og hvor vores antagelser eller holdninger er med til at skabe den form vi giver til et andet menneske og at denne form bliver udmønstret i mødet mellem professionelle og borger. Det er en situation, der er afhængig af den aktuelle situation og fortolkning, der indgår i den specifikke generaliserende form. Den professionelle læge eller pædagogens viden om, hvad der er bedst for borgeren, kan ikke kun hentes i opvæksthistorien, symptomer eller diagnoser, som dermed giver pædagogens “definition” på det menneske hun står overfor. Det kan bidrage til en passende måde at møde borgeren på, hvor hun kan indstille sig på mødet, men en forhåndsviden kan også hæmme en åben tilgang til borgeren samt på forhånd give nogle antagelser ud fra hendes egne og ikke borgerens betingelser. Omvendt kan et forhåndskendskab ikke altid svarer på virkeligheden eller den virkelighed borgeren anser der er virkeligt for ham, derfor må den profesionelle kunne indstille sig i forhold til det menneske hun står over for. Den profesionelle ansvar, er at vide, at hendes holdning altid er med til at farve borgerens egen formåen og holdninger til sig selv, hvorved det er oplagt at lade diagnosebegrebet træde i baggrunden og huske på borgeren har vovet sig frem i mødet og i samtalen med den profesionelle.
Det ubevidste som en tavs viden, skal altså gøre os bevidste om de ubevidste antagelser eller holdninger vi giver et normkompleks fordi det er medskabende for den form, borgerens livsindhold får. Det kan opleves som en kollektiv “antagelse” der udgør borgerens identitet og deraf “følelsen” af et tilhørsforhold, der “organiserer” borgeren til at høre under en bestemt kategori, der kan skabe afstand i relationerne. Den kollektive “antagelse” kan opleves som en totalitettænkning, jeg vover at stille mig kritisk overfor, fordi den gør den anden til det samme og dermed alle ens i stedet for forskellige, som vi er. Det er der jeg er kommet frem til det asymmetriske fagprofessionelle forhold, der er vendt om, fordi det stiller den profesionelle under uforudsigeligheden af det, der peger udover totaliteten. Det vil sige, det, der ikke kan begrebsliggøres i helheden. At det handler om at rumme alt det der ikke kan rummes – vi uendeliglige, vi kan aldrig mødes i fælles enhed. Fordringen bliver ansvarlighed, når vi mødes ansigt til ansigt, fordi det handler om respekt og accept af det andet menneske som den anden, han er, med sin forskellighed fra en selv. Det handler om det vi ser ansigt til ansigt uden at vide eller forudsige noget som helst. Det vigtige er derfor, at ethvert menneske er præsenteret udenfor en kategori.
Pippi Langstrømpe kan lære os et eller andet, når hun præsenteres som forældreløs, uorganiseret og med både en abe og en hest boende indenfor i huset. Tommy og Annika har svært ved at forstå Pippi og sætte hende i “kasse og ramme” og bliver derfor lidt usikre på Pippi og særligt med alle de uforudsigelige ting, hun kan finde på. Måske er det, det vi skal frem til, at vi ikke behøver forstå mennesket, vi står overfor, vi behøver ikke finde ligheder, blot møde den anden, som den anden er, uden en lighedsideologisering. Det ender med at Tommy og Annika finder Pippi Langstrømpe meget interessant med alle hendes spontane ideer, hvorved der optår et fælleskab blandt de tre personer. Pippi er ikke en almindelig pige som Annika og Tommy kan imødekomme i deres forestillingsbillede, alligvel åbner de op og rækker ud efter Pippi, selvom hun virker so en fremmed for dem. Det er en accept af forskelligheden.