Dialogfilosofi – samtale som erkendelse og bevægelse
I filosofisk praksis er samtalen ikke et redskab, men et mødested.
Et sted, hvor vi sammen undersøger det, vi troede, vi vidste – og opdager det, vi ikke anede, vi bar på.
Filosofisk dialog er en måde at nærme sig tilværelsen på. Den er ikke rettet mod at finde én sandhed, men mod at åbne for flere – i bevægelsen mellem undren, tvivl, viden og erkendelse. Jeg arbejder sokratisk, med en grundlæggende tillid til, at mennesket allerede bærer på sin egen indsigt. Samtalen er det rum, hvor denne viden får lov at folde sig ud.
Vi lever ofte i vaner, i det vi “plejer”, og i det vi tror, vi “bør”. Filosofiens vigtigste funktion er at stille spørgsmål til det selvfølgelige – og derigennem skabe rum for forandring, både i vores forståelse og i vores handling.
Dialogfilosofi kan anvendes i mange sammenhænge – i organisationer, i professionelle fællesskaber og i individuelle samtaler. Det fælles er bevægelsen væk fra fastlåste forståelser og mod en mere ærlig og forbundet måde at være i verden på. Samtalen bliver til en hjælpekunst – en bevægelse mod indsigt, mening og handling, både personligt og organisatorisk.
Når dialogfilosofi skaber værdi
Filosofisk praksis kan skabe fordybelse og forandring i mange sammenhænge. Fælles for dem alle er ønsket om at tænke klarere, forstå dybere og handle mere meningsfuldt.
Filosofisk dialog anvendes fx når:
-
Organisationer ønsker at arbejde med værdier, retning og ledelsesetik
-
Faggrupper søger fordybelse i kerneopgaven, tvivl eller faglig forråelse
-
Ledere og medarbejdere ønsker et refleksionsrum til eksistentielle arbejdsspørgsmål
-
Private mennesker søger samtaler om identitet, mening, valg og værdier
Eksempler på praksisrum
Gruppedialog i organisationer
Et forløb for ledere eller teams med fokus på værdier, faglighed og etik. Samtalerne skaber refleksion og fælles sprog i komplekse praksisser.
Filosofisk coaching
En individuel samtale med fokus på eksistentielle spørgsmål som fx: – Hvad betyder det for mig at være et helt menneske i mit arbejdsliv?
– Hvilke værdier er bærende i min ledelse, og hvor lever jeg dem ud?
– Hvordan håndterer jeg tvivl, skam, eller stress på en meningsfuld måde?
Rådgivning i sundheds- og pædagogisk praksis
Dialogbaserede forløb hvor fx etik, kerneopgave, sprog og magtforståelser undersøges gennem filosofiske refleksioner og begrebsliggørelse.